Træning og øvelse af fluekast bør efter min mening primært foregå på græs, her kan du fokusere på teknikken og indøve de forbedringer der kræves for at opnå de ønskede resultater. Min erfaring er at når man er ved/i vandet tænker man mere på at fange fisk fremfor at forbedre sin teknik. I alle andre sportsgrene er træning en helt naturlig del af sporten, og selv de bedste i verden går til træning, og har en træner.
Undtagelsen for træning på græs er, når du bruger to håndstænger. Overhåndskast fungerer fint på græs, men kast som speykast, rullekast, circle C osv., hvor linen forankres på vandet, kræver træning på vand. Græsset tilgiver fejl, men det gør vandet ikke. Hvis du træner på græs, risikerer du at indlære forkerte bevægelser i muskelhukommelsen, som kan være svære at rette. Jeg har selv prøvet det. Efter en succesfuld træning på græs med stor selvtillid gik mine kast helt galt, da jeg først kom på vandet, min selvtillid faldt til et nulpunkt og dagen endte i stor skuffelse hvad kastene angik.
Vejret kan vi ikke lave om på og siden vi ofte planlægger fisketure flere dage og uger i forvejen, er vi derfor tvunget til at accepterer det vejr der endnu en gang møder os på dagen, og vi fiskere må ændre vores strategi og tilpasse os situationen, husk derfor også at træne/øve i den slags vejr du vil fiske i. Blæst, regn og sne er ikke usædvanligt vejr for os lystfiskere, og netop i blæsevejr vil man virkelig få udbytte af træningen.
I linket til Sexyloops website kan i læse Paul Ardens beskrivelse af The Difference, hvor han beskriver hvorfor mange fluefiske(og sikkert også spinnefiskere), har forklaringer på hvorfor de ikke altid fanger fisk.